Lild Strand

Oplev LILD STRAND!

Strandvejen

7741 Frøstrup

6,0 km

 

Natur, ro og autencitet i naturens stillekupé

Fiskerlejet Lildstrand med ca. 35 fastboende ligger afsondret allerlængst mod nordvest i Thisted Kommune – for enden af en fem km lang landevej, som ender dér, hvor havets bølger begynder at rulle ind.  Omsluttet af fredninger og af havet mod nord. Storslåede Bulbjerg, Danmarks eneste fuglefjeld, er Lildstrands nærmeste nabo mod øst. I den modsatte retning af Lildstrand, vestpå, er nærmeste nabo Vigsø – en strækning på ca. 20 km med hav, strand og fredet klithede, som er Danmarks længste ubebyggede kyststrækning.

Havet, stranden, skoven, klithedens vidtstrakte, øde arealer og storslået nattemørke er sammen med kystfiskerkultur, ro og autencitet Lildstrands DNA, som tiltrækker naturelskere med hang til oplevelser på egen hånd fra ind- og udland i denne naturens stillekupé. Området omkring Lildstrand byder på mangefacetterede oplevelser på havet, til fods, på cykel eller til hest i skov, hede og langs stranden. Store klithedearealer er udlagt som stillezone, og som oftest møder vandreren ikke andre end sig selv på turen ud i i skoven, på heden eller langs stranden. Her er plads til personlig fordybelse og eftertanke i uforstyrrethed

Fiskeri fra stranden – nu som før

Landingspladsen med stenet strand, kystsikring, signalmast, spil og spilhus som hjemsted for erhvervs- og fritidsfiskeri er Lildstrands omdrejningspunkt og et nutidigt udtryk for en stædig kystfiskerkultur, som strækker sig tilbage endog før første bosættelse i Lildstrand i 1883. Bygningerne på landingspladsen blev gennemgribende renoveret i 2015 via fondsmidler fra A.P. Møller Fonden og tilskud fra Thisted Kommune.

Fiskeri fra stranden er en populær aktivitet. Og fra Lildstrand Bådelaugs smukt renoverede fartøj  ”Skarreklit”, som via spillet trækkes op på landingspladsen, kan der pilkes torsk, dørges makrel og udøves andre gamle fangstteknikker, som er gået af brug i erhvervsfiskeriet. Enkelte fiskere driver stadig erhvervsfiskeri fra Lildstrand, og beboere og turister køber både frisk og røget fisk fra to butikker i fiskerlejet.

Historie, fællesskab og fremtidsfokus

Lildstrands historie rummer bl.a. fortællingen om byens første indbygger, som bosatte sig i Strandgården november 1883, om verdenskrig, miner og besættelse, om voldsomme stormfloder og strandinger, om isskæring i Lild Strandkær og også om berømte Emil Nolde, der i sommeren 1901 opholdt sig i Lildstrand og udviklede sin fremtidige stil som kunstner under et ophold i Strandgården. I Lildstrand har fastboende og sommerhusejere tradition for fællesskab og samvær, og udover vilje til at formidle vores historie, arbejder vi også sammen om udviklingsprojekter, som fortsat skal sikre det gode liv på stedet i harmoni med naboer og natur.

Omdrejningspunktet for sociale aktiviteter i Lildstrand er det lokale forsamlingshus, Hawboernes Hus. Dette hus fra 1940’erne danner rammen om private fester, beboermøder, juletræsfester, udviklingsværksteder, fiskebord, musikarrangementer, kunsthåndværkermarkeder, udstillinger og foredrag. Lildstrand byder også på et par interessante gallerier, hvoraf det ene byder på levende musik i gården om torsdagen sommeren igennem.

Lildstrand Kirke er en aktiv kirke, hvor der holdes gudstjenester og kulturelle arrangementer. Kirken er indrettet i et tidligere bådehus fra 1883. Den blev indviet 2. april 1950 og har en fritstående klokkestabel med en kirkeklokke støbt i Lübeck i 1674. Foran kirken står skulpturen ”Stenbider”.

 

Kilde: Kystbyerne.dk

MOBIL MENU